top of page

Om mænd og travlhed

​

Succesfulde mænd har i sagens natur ofte travlt. Når mænd har travlt kan det sagtens føles virkelig godt for dem, de udretter noget, ser hurtige resultater, holder fokus.

Desværre føles det ganske ofte ikke nær så godt for deres kvinde. Det betyder nemlig også at deres fokus ikke er på hende, og nogle gange i længere perioder ad gangen.

 

Det gør hende usikker, for i en kvindes sind, er det noget af det mest ubehagelige du kan gøre mod en anden kvinde, at ignorere hende. Derfor opfattes det let som tegn på, at manden er ved at trække sig fra forholdet. Måske skaber det endda frygt for at der er en anden kvinde derude der istedet får hans opmærksomhed. Alle disse bekymringer får hende let ind i en uhensigtsmæssig spiral, hvor hun bliver mere og mere usikker, får brug for mere og mere opmærksomhed eller anerkendelse, ofte derfor bliver afvist oftere, da manden jo har travlt, og desværre dermed bliver hun endnu mere usikker. Full circle.

Hvad sker der hos manden imens kvinden går i selvsving?

Hvis mænd har travlt, og ikke mindst hvis de er en anelse usikre på, om det de har travlt med nu også lykkes, eller der dukker hindringer op på vejen, store som små, så har de en tendens til bevidst eller ubevidst at skylde skylden på parforholdet. “Det distraherer mig, tager for meget af mit fokus” tænker de ofte, endda allerede inden kvinden overhovedet har gjort eller sagt noget.

For mænd vil gerne være GODE mænd, og GODE kærester. De har faktisk lige så høje forventninger til sig selv som vi har til dem, nogle gange højere, og det gør ondt på dem når de ikke føler de får levet op til det. Så hvis de i deres eget hoved “burde” give deres kvinde deres fulde opmærksomhed 2-3 aftener om ugen, men kun formår at give hende een, så behøver hun ikke selv at nå at brokke sig, før manden allerede skælder sig selv ud (ofte uden overhovedet at opdage det). Han får simpelthen dårlig samvittighed, en lille nagende stemme der siger han ikke er god nok.

(Kvinder kender den godt, når de fx synes det er svært at dele sig mellem mand, familie og karriere. Uanset hvor man lægger fokus, er der en lille stemme der brokker sig over at de andre områder bliver forsømt imens. Og de der genkender den ved hvor smertefuldt det er at gå og skælde sig selv ud på den måde, uanset om man bevidst hører stemmen, eller den bare ligger i baghovedet og saboterer det ellers gode humør og overskuddet. Kvinder har det med at vende vreden indad og så er man pludselig en dårlig mor, datter, kollega eller kæreste. Skyld med skyld på. Så man må løbe lidt hurtigere for at være “god nok”.)

Så hvad sker der når en MAND får denne nagende dårlige samvittighed (helt af sig selv til at starte med, vel at mærke)? Han bliver frustreret og vred. For det er jo unfair, sådan som han knokler. Hun burde ikke kræve så meget af ham, hun er jo næsten umulig at gøre tilfreds, og her kæmper han for at være en god (karriere)mand for sin kvinde…….

Med forhøjet stressniveau i kroppen kommer mere tunnelsyn, og voldsommere følelser. Så kombinationen af en fortravlet mand, og selvkritiske tanker om ikke at leve op til kvindens (forventede) forventninger, giver let modstand mod parforholdet. Ikke fordi hun ikke er elsket. Tværtimod. For det faktum at han elsker hende gør, at han lader sig distrahere fra sit mål. Lad mig gentage. Hans kærlighed til sin kvinde, og dermed ønsket om at være en god mand for hende, føles som en distraktion. Hvis han var ligeglad med kvinden, ville han ikke have så høje forventninger til sin egen præstation overfor hende, og dermed ingen dårlig samvittighed. Jo mere han elsker og beundrer sin kvinde, des lettere distraherer hun.

På en måde er det lige før man som kvinde burde tage det som kompliment. Men også kun lige før, for i bund og grund er det mandens opgave at indse at presset kommer fra ham selv, og ikke fra hende. Dermed giver han nemlig plads til igen at mærke omsorg, kærlighed og hengivenhed til den kvinde der elsker ham og sikkert bare savner ham.

Det maskuline mål er hans retning og dermed ofte hans arbejde eller karrieredrømme, hvor det feminine mål oftest er at sikre basen. Denne forskel er så fundamental, og giver udfordringer i parforhold på uendeligt mange måder, så det fortjener sit helt eget indlæg på et senere tidspunkt. For nu er det nok bare at påpege, at det feminine let føles som en bremse for det maskuline. Ganske som den maskuline retning ofte føles som hindring eller konkurrent for den feminine trygge base. Det er helt naturligt, og faktisk helt ok selvom det er ubehageligt. Tilsammen skaber de to modsatte retninger nemlig en smuk balance i livet, som både mænd og kvinder har brug for, for at trives og vokse.

 

Hvad kan vi så gøre?

Kunsten er at holde sig for øje at det ikke er personen, eller forholdet, der giver ubehaget, men kønsforskellen. Så aben følger altså med til dit næste forhold, hvis du ikke lærer at håndtere den på en god måde, og selv her forsvinder den ikke helt. Det er problemet der er problemet, ikke kæresten der er problemet.

Hvad end det er kvinden der skal arbejde med sin følelse af at blive forladt, og forsøge at anerkende mandens ønske om at holde fokus og retning, eller manden der skal arbejde med sin følelse af at blive mast, og forsøge at anerkende kvindens oprigtige ønske om at bevare nærheden og tosomheden, så starter forandring ofte med bevidsthed.

Når man så har bevidstheden, og et mere åbent sind med tillid til at partneren er et godt menneske der ønsker det bedste, skader det jo ikke med et par gode råd til at håndtere den travle tid:

​

Kære mand, det kræver så lidt at gøre din kvinde tryg, du tror det er løgn. Skriv godmorgen og godnat med en lille kærlig besked. Skriv en besked om at du har travlt, men tænker på hende, og er vild med at hun støtter dig, hun er ganske enkelt noget helt specielt. Vær sikker på at hun ved det ikke kun er hende du nedprioriterer. Hun vil ikke forstå at du stadig har tid til  at spille computer, sove længe, drikke øl med vennerne eller at klippe hæk for veninden, når du ikke har “tid” og overskud til at tilbringe en aften med hende. Det vil føles som om du ikke har lyst til at være sammen med hende, eller ikke prioriterer hende. Så gør hende opmærksom på, når du fravælger noget andet for at se din kvinde, på en positiv måde. Vis hende hun er vigtig.

Sørg for at investere de minutter det kræver, selv hvis det betyder du bare gør det til en vane at skrive en kort besked til hende hver gang du går på toilet, eller ringer i 5 minutter af og til når du henter en ny kop kaffe. Der er ingen der siger man ikke må planlægge sig fra at få det gjort. Brug samme taktik som du bruger på arbejdet når du skal minde dig selv om at gøre noget, som er godt og vigtigt at gøre med jævne mellemrum. Bind det op på en eksisterende vane. Invester de minutter det tager i løbet af en dag, og gør det på tider hvor du alligevel er distraheret nogle minutter. Hun kan ikke se at du var på toilet eller ude for at ryge, hun kan bare se, at hun var i dine tanker.

Investeringen betyder at hun vil give mere plads. Kvinder giver lettere plads når de er trygge, ligesom de trækker dig tættere på når de er utrygge. Hun vil også have overskud til at nyde veninderne, og have gode historier at fortælle når I endelig ses, for hun har været ude at blive fyldt op, af de andre mennesker i hendes liv. Du vil se hende stråle og smile mere, og have mere lyst til at se hende snart igen, og skrive noget endnu mere kærligt til hende. After all, andre kan jo OGSÅ se at hun stråler, denne fantastiske kvinde, og du er en heldig stodder at det er din favn hun vælger at putte sig ind til.

Vær det første led i at vende den negative spiral, ved at vise hende hun er vigtig og værdsat. Det tager meget kortere tid at holde en kvinde glad og tryg, end at gøre hende glad og tryg når hun først er blevet usikker. Belønningen kommer som mere plads og støtte til at du kan fokusere på dit arbejde og din retning.

 

Kære kvinde, brug hans travle tid til at gøre noget godt for dig selv. Opsøg veninderne, tag i kurbad, læs en god bog, tag ud at danse. Giv plads, så meget du overhovedet kan, uden at drive rovdrift på dig selv. Forsøg at få dine nærhedsbehov opfyldt hos veninder, få en god snak med en fyr der har overskud til at lytte, og som ønsker dig og dit parforhold det bedste. Træk vejret gennem hjertet, og find frem til din feminine styrke.

Når du skriver eller taler med din mand i denne tid, skal du holde hjertet åbent, men lade være med at læsse bekymringer og følelser af. Grunden til at din mand tilsyneladende har overskud til alle mulige andre mennesker der lige skal bruge ham er, at det ikke er følelsesmæssigt overvældende for ham at være sammen med dem. De har ikke forventninger til ham, men vigtigst af alt jf ovenstående har han ikke høje forventninger til sig selv i forhold til dem. Han skal ikke forklare eller forsvare hvad han mente med beskeden fra igår, og han oplever ikke at de kræver at han opfylder deres behov. Derfor gør han det gerne, og kan føle sig som dagens helt, uden at yde ret meget. Siden han ikke er dybt følelsesmæssigt involveret kan han endda være den varme, lyttende støtte, som du selv går og savner. Det kan sagtens være smertefuldt at se på, og følelsen af at være forladt og utryg bliver let større.

Derfor er det vigtigt at huske at du er NØDT til at tage det for gode varer når han siger han elsker dig, og stadig er der for dig. For mænd er det nemlig så enkelt, at hvis han ikke har sagt noget andet siden, så gælder det stadig det han sagde sidst. For kvinder skal det helst gentages dagligt, og når vi er usikre måske endda flere gange om dagen, og på den helt rigtige måde. Det kan han ikke leve op til, og slet ikke når han selv er presset.

Hold dig varm og åben, få fyldt beholderne op i samvær med andre du holder af, og giv din mand plads til at komme til dig. Det føles modstridende, når du nu allermest har lyst til at være mere sammen med ham, tage med til de ting han skal, eller måske endda blive kold og afvisende, ofte af frygt for at blive forladt. Men at trække ham tættere på kan skabe mere modstand i ham. Og at skubbe ham væk kan enten få ham til at føle sig lettet for en stund, fordi han får en pause fra det han oplever som et pres, eller det kan skabe unødigt drama, som hverken du eller han har glæde af.

Brug din tid på dem der har overskud til dig, dit lys blegner hvis du venter og håber på en mand der lige nu ikke har nok at give, istedet for at gribe livet, og fylde dagene med glæder og oplevelser.

Du er fantastisk, og så snart din mand kommer ud af sin travle hule igen, vil han komme i tanker om, hvor heldig han er, at have en strålende kvinde som dig.

Mine tanker om stort og småt

 -et eksempel på en parterapeutisk artikel

bottom of page